Geir M. Brungot - Reflexion de Paris

Kan du huske første gang du så dig selv i spejlet? Et øjeblik var du kun hænder, arme, ben og fødder, sult og kløen. Det næste øjeblik står du overfor et menneske, en fremmed? Nuvel, det er mig, men hvem er dette jeg? Subjektivitetens fødsel sker i mødet med spejlet fastslår den franske psykoanalytiker Jacques Lacan. Spejlingen skal selvfølgelig forstås i mere end en forstand: Refleksion af lysmolekyler, der rammer en blank overflade og sendes tilbage til beskuerens øjne og omverdenens sociale spejling, der former og strukturerer vores selvbilleder og neuroser. Det er denne dobbelthed Geir Brungot spiller på i fotoserien Reflexion de Paris. Det franske nationalbibliotekets arkitektur danner rammen om fotografierne. Bygningens ståloverflade reflekterer omgivelserne; den blå himmel og dens skyformationer, nabobygningerne og enkelte forbipasserende. Normalt ville arkitektoniske mesterværker af nationalbibliotekets kaliber være et symbol på potens. Præsident Francios Mitterrand fik opført biblioteket i 1988, en kulturel manifestation af den franske republiks storhed og intellektuelle formåen. Til trods for dette fremstår spejlingerne uskarpt og tågede, linjer og konturer flyder ud. Den verden, bygningen reflekterer, er sløret og udefinerbar. Kun på enkelte af

fotografierne ses portrætter af forskellige personer, de fremstår tydelige, knivskarpe kigger de direkte ind i kameraets linse. Portrætterne er bemærkelsesværdige i deres fravær af iscenesættelse, placeret her foran linsen i deres almindelige hverdagstøj, stiller personerne sig ikke an og de spiller ingen påtaget rolle. Geir Brungot leger med forholdet mellem objekt og betragter, de stramme strukturer, som definerer os, og de uklare, der forvirrer. Bag kameraets linse mister han bevidst kontrollen, han samler på dobbelte betydninger, åbne fortolkninger og mangfoldighed. Derfor bliver hans fotografier ved med at fascinere mig.

Gerd Rathje